DANSEPROGRAMMET
Inde i Lanna-danseprogrammet ved et Khantoke-show
Fingerspidsdansere, levende lys, en hurtigere sværdsekvens og bjergstammedans – her er, hvad hver dans i et typisk Khantoke-program faktisk symboliserer.
Se Khantoke-middagsbilletter på GetYourGuide ↗Fon lep, fingerneglens dans
Fon lep — fingerneddansen — er som regel det nummer, de besøgende husker tydeligst. Danserne bærer lange, buede messingnegle på hver finger, som fanger lyset, mens hænderne tegner langsomme, bevidste buer gennem luften — bevægelsen kommer fra håndled og fingre mere end fra fødderne. Den er knyttet til Lanna-kongehofet i Chiang Mai snarere end til landsbyernes folkelige tradition, og dens langsomme, kontrollerede tempo er ment til at udstråle tilbageholdenhed og elegance frem for energi — en bevidst kontrast til de hurtigere danse senere i programmet.
Lysdansen
Lysdansen, fon tian, følger samme langsomme, meditative register — danserne holder små lys eller tændte vokslys i hver hånd og bevæger sig gennem omhyggelige, symmetriske mønstre, ofte med salens lys dæmpet, så flammerne bliver stykkets primære visuelle fokus. Ligesom negledansen udføres den af kvinder i en kontrolleret, rolig stil, og de to numre programmeres ofte tæt på hinanden som den mere kontemplative halvdel af aftenen, før tempoet mærkbart stiger med sværd- og bjergstammedansene, der typisk følger senere i showet.
Sværddans og hurtigere numre
Senere i programmet skifter energien typisk med en sværddans eller lignende kampsportsinspireret nummer – hurtigere fodarbejde, skarpere drejninger og koreografi, der trækker på lanna-kampsportens bevægelser frem for de langsomme håndbevægelser i åbningsdansene. Disse numre udføres som regel af mænd og giver forestillingen et tydeligt tempokift midtvejs – en bevidst kontrast, der er indbygget i de fleste khantoke-programmer snarere end en tilføjelse bagefter. Kombinationen af langsomt og hurtigt er netop det, der forhindrer en time eller mere med uafbrudt dans i at føles ensformig for et publikum på besøg.
Bjergstammeforestillinger
De fleste programmer inkluderer også danse, der repræsenterer de bjergstammer, som lever i det nordlige Thailand – grupper som hmong, karen og akha, blandt de højlandsfolk, der i århundreder har boet i bjergene omkring Chiang Mai side om side med lanna tai-befolkningen. I en middagssal præsenteres disse som et bredt, respektfuldt udpluk af regionens dragter og dansestile snarere end en enkelt landsbys egen opførelse, hvilket giver besøgende en større fornemmelse af områdets kulturelle mangfoldighed ud over lanna-hoftraditionen alene – dog er det værd at vide på forhånd, at det er en besøgsorienteret sammensætning og ikke en bestemt gruppes egen ceremoni.
Musikken bag dansene
Et live-ensemble ledsager typisk hele programmet, opbygget omkring nordthailandske instrumenter frem for det centrale thailandske klassiske orkester — instrumenter som sueng, en plukket lut med en karakteristisk twangy klang, sammen med fløjter og fiddler, der er specifikke for Lanna-folkemusik, herunder strygeinstrumenter, der bredt set hører til salor-familien. Musikken skifter tempo med dansene, langsom og luftig under fingernegle- og lysstykkerne, hurtigere og mere perkussiv under sværddansen, hvilket er en del af det, der signalerer stemningsskiftene gennem aftenen, allerede før du registrerer koreografien selv.